Livet på Lyø

Siden jeg for godt 10 år siden så et billede af en lille bitte gris, der kunne sidde i en te-kop, har jeg drømt om at få mini-grise. 
Så da jeg for seks år siden flyttede hjem til Lyø, så skulle det være.

Jeg fandt en avler på Langeland og valgte en sort og en lyserød gris, som var på størrelse med kattekillinger, og som jeg gav cirka 5000 kroner for. En god kilopris må man sige. Men de var fuldt lovlige og vaccinerede og chipmærkede og det hele.  

Grisene fik navnene Alexis og Dolly, efter mine store idoler, og de blev fragtet hjem i en kattekasse på en varm sommerdag, og blev køresyge og brækkede sig i bilen.

Men for pokker, hvor var de bare nuttede! Små bitte grise, der smaskede når de spiste, og ville kløs på maven til de faldt i søvn, sov tæt omslynget i en hule af halm og fik små vindruer som snacks. 
I starten var Dolly og Alexis et kæmpe tilløbsstykke herovre og folk kom valfartende for at se dem og havde slik og gaver med.

Men ak, ingen er jo små for evigt, og Dolly og Alexis havde en god appetit, så deres vækstkurve var ret stejl. Og hurtigt var der faktisk ikke ret meget mini over dem mere. I dag kan jeg overhovedet ikke løfte dem. De er som små kampvogne! 

Jeg vil godt erkende, at jeg måske har fodret dem til den gode side, men grise laver jo ikke andet end at spise og sove, og jeg ville jo gerne gøre dem glade! Min far havde lavet sådan en pæn indgang til dem med dørkarm og det hele. Først måtte vi pille dørkarmen af, og til sidst måtte vi skære hele hullet større, fordi Dolly sad fast!

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Grise er kloge, men jeg håber ikke, at de forstår, hvad folk siger, for nu er der sjældent nogen, der kalder dem søde. Det er oftest: Ej, hvor er de blevet grimme! Hvilket faktisk ikke er ret pænt at sige om andres børn! 

Grise er faktisk klogere end hunde, og man kan træne dem ligesom en hund og lære dem at bruge kattebakke, så man kan have dem indenfor, men jeg vil bare lige understrege, at de fik deres egen indhegning udendørs med værelse i stalden. 

Udover at mit moderskab fejlede omkring lidt for meget foder, så fik jeg heller aldrig lært dem nogen tricks! Men jeg tror faktisk også, at de er et par lidt adfærdsvanskelige små svin! 
Jeg fik for eksempel at vide, at grise altid skal have adgang til et vandhul. For grise kan ikke svede, så de skal køle sig ned i vand. Og jeg har lavet utallige vandhuller, men problemet er, at Dolly og Alexis åbentbart begge hader vand. For får de bare en dråbe vand på sig, hyler de som, ja, en stukken gris, og løber deres vej. 

Til gengæld elsker de sol og varme, og så snart der er en snert af forår, ligger de vandret og soler deres grise-vomme udenfor. Jeg har læst, at de faktisk godt kan blive forbrændte, og har endda prøvet at smøre dem ind i solcreme, men sådan en tør grisehud tager godt fra, og solcreme er jo ikke ligefrem billigt. 

Udover grise er kloge, så er de også renlige. De vil aldrig ligge i deres egen afføring, og grunden til at de lugter inde i staldene, er at de bliver tvunget til det. Dolly og Alexis lugter virkelig ikke. Kun af halm. Og de har lavet et toilet i et hjørne udenfor, og så går de derud, når de skal. Altså lige bortset fra, hvis det er sne eller regn, for de hader jo det våde element. Så tisser og laver de i et hjørne indenfor, oftest oveni deres vandskål! Det er så ikke særlig klogt…

Der er ofte folk, der spørger om jeg skal spise dem!? Hvortil jeg så må spørge om de spiser deres børn? Herudover så kan man være i tvivl om der overhovedet er kød inde under deres velvoksne spæklag, og hvis der var, ville en mini-grise-bøf nok være 10 gange så dyrt som det japanske kobekød med alt det de har ædt gennem tiden af frugt og grønt og brød. De har også ædt noget af muren, så det skal jeg hen og mure op, så det skal også lægges oveni prisen. 

Men når alt kommer til alt, så er grise virkelig et sjovt og klogt dyr. Og vi skal behandle vores grise ordentligt, for de forstår mere, end man tror. 

• 

• 

• 

• 

•