Skøre skikke

Der er meget jeg savner her i Corona-tiden. Blandt andet alle de sjove gamle traditioner, vi har her på Lyø. Til grundlovsdag er der øl ved Klokkestenen, til påske koger vi æg på Revet og 12. maj skal man i skoven. Men den sjoveste af alle traditioner er fastelavn. Det er jo ganske normalt, at børn render rundt og tigger penge om dagen, men vi har ikke rigtig nogen børn til at gøre det. 

Og fastelavn er ligeså meget for voksne herovre, for om aftenen, så mødes vi i hemmelighed og klæder os ud til ukendelighed og SÅ render vi fastelavn. 

Så går vi rundt til hinanden og bliver inviteret ind – og så skal de så gætte, hvem vi er. 

Det er virkelig komisk at rende rundt i mørket udklædt som gris sammen med for eksempel en nøgen mand, en abe og en hane. Og pludselig møder man en flodhest, en mus og en standerlampe.

Sådan en udklædning består også gerne af en masse puder og andet fyld på kroppen, så man ikke kan se kropsformen. Store vanter og store støvler, så man ikke kan se størrelsen på hænder og fødder. Og så selvfølgelig masken. Det er gerne en gummimaske, der dækker hele hovedet. Husk på, at vi ikke er så mange herovre og kender hinanden virkelig godt, så den mindste detalje kan afsløre identiteten. 

Når vi så kommer ind, så bliver vi selvfølgelig budt noget at drikke. Det er som oftest øl, og det skal jo så indtages med et sugerør gennem gummimasken, mens man sidder og kampsveder og kondensen bare driver ned af fjæset. 

Nogen er så flinke at give giraføl og andre steder er der både portvin og whisky, så ja, der er basis for en ret god brandert. 

Det er også før sket, at en uheldig deltager har fået for meget og er kommet til at brække sig inde i masken, så det bare stod ud gennem øjnene. Knap så heldigt!

Det sjoveste jeg kan huske, var et år, da vi i en sen time, besluttede at gå ned til en, der lige var flyttet herover, og derfor ikke vidste noget om fastelavn. Forinden havde vi besøgt naboen, der havde sit teenage-barnebarn med downs syndrom på besøg, og han ville så gerne med. Så han fik et tæppe over hovedet og så gik vi.

Så da vores gode tilflytter åbnede døren klokken 22 om aftenen, stod der en mus, en heks, en nøgen mand, og en dreng med downs under et tæppe. Jeg aner ikke, hvad han tænkte, men han tog det pænt, og han er her endnu!


4 thoughts on “Skøre skikke

  1. Hej Anne. Kan du ikke prøve at flytte lidt på billederne, så teksten kommer fri ?
    Kh Ole Kølster.

    Like

  2. Undskyld, undskyld. Bare glem det Anne. Jeg havde åbnet din blok på min gamle iPad. Den roder åbenbart lidt rundt. Her på min nye ligger alt fint. Flot blok, du har lavet. Vi må vist snart til øen og tjekke mere ud,

    Liked by 1 person

Skriv et svar til Ole Kølster Annuller svar