Jeg har lavet en blog, som du nok har opdaget. Det er en tanke jeg har gået med i flere år, men det er aldrig rigtig blevet til noget, for det er faktisk ret grænseoverskridende.
Den her blog handler om mit liv på Lyø. Og det er ikke fordi jeg selv synes, at ø-livet – eller mit liv – er noget særligt, for eftersom jeg er født og opvokset på Lyø, så er det jo bare hverdag for mig.
Men gennem mit efterhånden lidt lange liv, har jeg erfaret, at der er mange andre, der finder det både sjovt og interessant at læse mine fortællinger om livet på gården og øen.
Lige siden jeg begyndte i skole på “fastlandet,” er der mange, der har syntes, at det var meget anderledes at bo på en ø.
På Journalisthøjskolen havde jeg et foto-forløb, hvor vi skulle lave en reportage, så jeg tog den nemme løsning og lavede en masse billeder fra Lyø. Jeg synes ikke de var noget særligt, men det gjorde mine medstuderende, som primært var fra København, så de havde jo aldrig set noget lignende.

I mange år arbejde jeg for Fynske Medier i Faaborg, og skrev blandt andet til UgeAvisen, hvor det på et tidspunkt blev indført, at vi skulle skrive en ugentlig klumme. Jeg er virkelig dårlig til at skrive noget meget seriøst eller selvhøjtideligt, så jeg begyndte bare at skrive alt muligt om mig selv og livet på Lyø. Det kunne være alt fra rotteproblemer til rejser, og fastelavn til fester. Jeg synes selv, at det var lidt åndssvagt, men jeg fik virkelig mange positive tilkendegivelser på det, og jeg møder stadig folk, der savner mine klummer.
Her i efteråret viste jeg Ritt Bjerregaard rundt på Lyø, og hun opfordrede mig også til at lave en hjemmeside. Godt nok er jeg ikke Socialdemokrat, men man bliver nødt til at gøre, hvad Ritt siger!
Så jeg tænkte: okay, et eller andet fornuftigt skal der komme ud af denne her corona-karantæne, så jeg giver det et skud. Det værste, der kan ske er, at der ikke er nogen, der gider læse det, jeg skriver.
Så nu har jeg lavet denne side, som udover mine personlige fortællinger, også kommer til at omhandle Lyø generelt, fordi jeg vil så gerne gøre lidt reklame for vores skønne lille plet. Vi kunne jo virkelig godt tænke os at blive lidt flere beboere herovre. Og kunne bare EN få øjnene op for et liv på Lyø, så er det jo bare det hele værd. Næsten også de mange timer, jeg har været ved at æde mit eget hoved i raseri over, at jeg ikke kunne få teknikken til at virke.
Hej Anne, hvor er det bare fantastisk godt med den her din blog. Jeg vil glæde mig til at læse med 🤗❤️
LikeLike