Livet på Lyø

Lyøs historie er lang og spændende, men her kommer den i ultrakort version. 

Helt tilbage i Bondestenalderen var der en stor civilisation på øen, som er uddød senere hen.

Hvad der så er sket frem til nyere tid, vides ikke helt, men en italiensk forsker, der hedder Felice Vinci, har lavet en teori om, at Homers værker Iliaden og Odysseen, der foregår 700 før Kristi fødsel, faktisk er et stykke nordisk historie.

Værkerne handler om Odysseus, der var konge af Ithaka, og beskriver den Trojanske Krig og kong Odysseus’ lange rejse hjem. 

Felice Vinci mener, at Odyseen slet ikke foregår nede i Grækenland, men i stedet her i Skandinavien med Lyø som centrum i form af Odysseus kongerige Ithaka. 

Der er mange begrundelser. En af dem er, at intet passer med hvordan tingene så ud i Grækenland. I Odyssen er det altid koldt, vådt og blæsende, de gik i i tykt tøj, de var lyshårede, og de spiste gris og ko. Intet af det er græsk. 

Hele geografien passede heller ikke ind i Grækenland, men det gør den i Norden. Så ifølge Vinci er Lyø det sande Ithaka – altså Odysseus kongerige. Og Iliaden og Odysseen er faktisk nordisk historie. En virkelig fed teori, hvis du spørger mig – og grunden til at jeg scorede et 13-tal til Oldtidskundskab i gymnasiet.

Men nu springer vi frem til noget, vi ved, der er sket, og samtidig er det mest kendte – og dystre – kapitel i Lyøs historie. Og det er tilfangetagelsen af Danmarks konge, Valdemar Sejr, i 1223. 

Kongen elskede at gå på jagt på Lyø, og i 1223 havde han inviteret Sorte Henrik, Grev Henrik af Schwerin, med på jagt. Og efter en lystig aften, ender det med, at Henrik tager Valdemar Sejr til fange og fængsler ham i Tyskland. 

Og det kommer til at koste Danmark dyrt både i guldstykker og materiel, og ikke mindst så mister vi alle de tyske provinser, Valdemar Sejr har erobret. 

Da Valdemar Sejr kom på øen var den ubeboet og dækket af skov. Først 300 år senere bliver øen beboet. Det sker efter Grevens Fejde i 1534-36. 

Det var en kamp om kongemagten mellem Christian den 2. og Christian den 3., det var også en kamp mellem katolicismen og protestantismen i Danmark og så var det en borgerkrig.

Krigen kulminerer i 1535 ved Øksnebjerg på Fyn, hvor protestanterne vinder og mange bliver dræbt og mange katolikker taget til fange. Blandt andet 24 lollandske bønder, der er taget op for at kæmpe på den katolske side. 

Sejrherren Christian den 3, der nu er øverste myndighed, beslutter at sende de lollandske bønder ud på en af de ubeboede øer, hvor der er masser af landbrugsjord, der skal opdyrkes. Så sådan røg de til Lyø. Og det er dem, der grundlægger vores 24 oprindelige gårde og den fine landsby midt på øen, som vi har i dag. 

Lyø var krongods indtil 1693, hvor herregården Holstenshuus overtog Lyø fra Kongehuset. Så befolkningen blev fæstebønder under Holstenshuus, og først i 1920 blev den sidste købt fri.

I 1930’erne peakede befolkningstallet, med omkring 400 indbyggere og i dag er vi desværre helt nede på 80.