Jeg synes, jeg er lidt ophængt for tiden. Derfor får jeg heller ikke skrevet meget!
Altså for det første, så er der jo mega meget at lave i haven hele tiden – bortset fra når det regner, men så kan man jo gøre rent indenfor.
Så skal jeg lige pode for corona hver tredje dag, og så er der stadig et par politiske møder inden sommerferien (fordi jeg sidder i byrådet), og så guider jeg lidt turister en gang imellem og så serverer jeg på caféen. Derudover har jeg jo lige et barn, der skal passes, og sidst, men ikke mindst, så har jeg også lige en million dyr, der ikke gør noget som helst nemmere for mig!
Dyr er jo bare irriterende altså. Og i år er de ekstra irriterende. Nu er det sæson for ællinger og kyllinger. (Heldigvis kan jeg da ikke få griseunger!) Men årgangene i år er vist ultrasmå, og mødrene ultradumme.
Jeg har for eksempel en silkehøne, der ruger en ælling ud, og så er der en moskusand, der også ruger en enkelt ælling ud, og en silkehøne der får to silkekyllinger på størrelse med femkroner. Det er jo sådan set hyggeligt nok, men jeg bliver nødt til at bure de små skravl meget grundigt inde, for ellers så kommer kragerne og æder dem som slik. De har vi prøvet mange gange.
I starten, da min mor begyndte at avle ænder, rugede de bare udenfor og var der med ællingerne, men så kom de satans krager, og hvis moderen prøvede at forsvare dem, huggede kragerne da bare øjnene ud på hende. Virkelig lede fugle. Så derfor: ingen børn i det fri.
Og jeg kan ikke lukke dørene helt ind til stalden, for så kan svalerne jo ikke komme ind til deres børn. Så derfor må ællinger og kyllinger i højsikrede bure – også i stalden.
Men så mange bure har jeg jo heller ikke, så jeg eksperimenterer med små regnbue-kollektiver med høne, and, ællinger og kyllinger. Og det går okay.
Her i år skiftede jeg mit oliefyr ud med en varmepumpe. Selvfølgelig fordi jeg tænker på miljøet, men nok mest på min pengepung!
Problemet med det er så bare, at jeg jo nu står og mangler det dejligt varme oliefyr til at lægge forkomne ællinger og kyllinger på.
Så når jeg finder en, der skal i pleje et par dage, så er det enten ovnen – hvilket er lidt drastisk og kan være svært at styre, eller under en lampe med en varm pære, der også giver mig lidt dårlige nerver, for tænk nu hvis pæren sprang eller eksploderede og satte ild til det hele.
Vi har virkelig lavet det nummer med pære, ovn eller fyr mange gange, og det virker som regel. Og de her små ællinger man redder, bliver meget tillidsfulde.
Da jeg var yngre ville jeg gerne beholde dem som kæleællinger. Og her kommer så en frygtelig historie, som jeg ellers aldrig har talt om.
Historien om Ole Ælling, som boede i et bur på mit værelse. Det endte ikke godt med Ole.
En aften jeg skulle i seng, (måske lidt overrislet efter et krobal, så helt ung var jeg nok ikke) sad Ole Ælling og pippede i sit bur, og det var synd, så jeg ville lige tage ham over i sengen lidt. Selvfølgelig med det resultat, at jeg faldt i søvn med Ole og kom bogstavelig talt til at ligge ham ihjel.
Det var forfærdeligt og jeg græd i dagevis. Og har faktisk haft det dårligt med det lige siden!
Så siden da: Ingen ænder i sengen – og altid tilbage til deres rigtige familie, så de ikke sidder og er ensomme!
Lige nu har jeg faktisk en ælling, der er pakket ind i en undertrøje, liggende i en margretheskål – stablet op på tre puder og et spil – under en lampe på ryggen af sofaen.
Og så er det jeg tænker på, om…..det mon ikke var nemmere at give den til kragerne. NEJ, selvfølgelig tænker jeg ikke det.
Jeg håber bare den bliver hurtigt kvik, så den kan komme ud til en rigtig mor, der kan varme og trøste den uden at ligge den ihjel!
Livet på Lyø 