Jeg elsker have. Og det er sådan set en fordel, når man har en ejendom, der nok er 95 procent have og køkkenhave og bede.
Ej, jeg elsker faktisk ikke altid haven. Jeg elsker blomster og grøntsager og at man kan få ting til at gro, men jeg vil ikke sige, at jeg elsker at hakke ukrudt væk dag ud og dag ind. Selvom det er ret god motion.
Jeg kunne jo vælge at være med på dem bølge, der hedder “vild med vilje” og lade lortet gro, men det kan jeg bare ikke. Jeg kan godt lide, at der er styr på tingene, at man kan se en fin og ny-revet jord, og planterne står i et fint system.
Jeg er ved at reformere haven, som min morfar sirligt anlagde, stykke for stykke. Ikke at der var noget galt med den, men den er groet lidt amok, mens huset stod tomt, og så er der jo altid plads til flere planter!
Men det er jo sådan, at når man står i efteråret og lægger en masse løg, så tænker man: jeg kan sagtens huske, hvor de ligger.
Når så foråret kommer, skal man plante mere og tager spaden frem og graver et hul…..og så selvfølgelig kommer man til at grave en hel klase tulipanløg i smadder, og så er man faktisk rimelig meget ved at æde sit eget hoved i raseri!!!
Så for at undgå dette, prøvede jeg sidste år at lave en plantegning over mine bede, så jeg aldrig mere ville glemme, hvor mine løg lå, som man siger.
Og bortset fra at jeg først ikke kunne finde tegningerne og senere ikke rigtig kunne tyde dem, så gik det egentlig meget godt. Alle løg lever!
Det er sådan set også ret hyggeligt at gå i haven, når man, som jeg, har fritgående fjerkræ. De vil altid gerne være med, så man skal passe på, der ikke lige ryger et næb eller en klo under hakkejernet.
Det værste ved at have fritgående fjerkræ er så, at de er ret tunge, måske lidt overvægtige, så de kan være ret hårde ved de små nye planter og kratter det hele op, når jeg lige har sat små fine frø.
Der er altid nogen, der gerne vil hjælpe!!! 
Ikke alle hjælpere er til megen gavn.
Jeg har et svagt punkt for dyr, og de skal have det godt, og jeg mener, at frie høns er glade og sunde høns, så jeg nænner simpelthen ikke at spærre dem inde. Og hvad gør man så, ja så må man jo spærre sine planter inde! Så hver gang jeg planter noget, så hegner jeg det ind på forskellige kreative måder, indtil det er vokset op til en passende størrelse.
Jeg har også før prøvet at få alle højbede udraderet af en flok hoppende ællinger. Det var jeg rimelig rasende over i øjeblikket, men som en kollega sagde, så var ænderne jo krydret på forhånd.
Så alle mine køkkenhaver er også hegnet ind som et bedre Fort Knox.
Okay, det er lidt bøvlet, men hvad gør man ikke for at gøre dyrene glade.
Nå, men lige nu er der styr på høns og planter, og jeg nyder køkkenhaven, der gror, og alt det i haven, der springer ud.
Lupiner er smukke, og så fylder de helt godt og dækker for ukrudtet 🙂 
Jeg har ribbet et plantecenter – det er som at være i slaraffenland, når man er sådan et sted. Elsker stærke farver! 
Jeg har vist 50 krukker, men kan man få for mange??? 
Snebolle er fantastisk! 
Et forsøg på at beskytte lupinbørn mod hønsefødder – det virker faktisk okay! 
Allium – ret flotte og breder sig ret meget. 
En kæmpe rhododendron min morfar har sat, som desværre led et knæk, da der var tørke for et par år siden. Men stadig ret smuk. 
Er der noget smukkere end bonderoser?? 
Det er højsæson for krukkreplanter nu.
Havesæsonen starter jo i marts med gult tema med påskelijler og smørblomster en masse. Herefter er der tulipan-fest i alle farver. Og nu er der fantastiske pæoner, syrener, lupiner, rhododendron, snebolle og iris. Og herefter venter roserne, hortensiaerne, gyldenris, sommerfuglebuske, stokroser og ikke mindst georginerne – min absolutte favorit, som jeg har virkelig mange af.
Og sådan er det jo med haven. Der er altid noget at lave. Men der er stort set også altid noget at se frem til.
Livet på Lyø 