Der er måske nogen, der mener, at mine skriv fra Lyø er lidt for rosenrøde, for alting kan da ikke være så godt herovre. Og nej, det er da heller ikke.
Helt ærligt, så er det dog lidt svært at finde noget, der er rigtig slemt. Men der er i hvert fald en ting. I Kina har de jo af og til rottens år, og det har vi faktisk også på Lyø!
Det var helt galt, det år, jeg flyttede tilbage. Vist nok i 2015. Der var bare mange rotter, og 25 procent af al gift i Faaborg-Midtfyn Kommune blev sendt til Lyø. Og lige meget hjalp det.
Der var rotter overalt. De spænede rundt på vejen, åd kabler i folks biler, lå døde under kølerhjelmen og havde bare en fest overalt.
Hvis jeg kom hjem efter mørkets frembrud og svingede bilen ind i indkørslen, kunne man se flere af de lodne bæster spæne rundt i græsset.
Og jeg turde nærmest ikke gå ud om aftenen af frygt for at rende ind i en stor fed rotte. Jeg gik i hvert fald ikke ud uden at fløjte, synge eller trampe, så de kunne høre mig og tage flugten.
Nå, men kommunen lavede en storstilet rotteindsats med rottemøder og intensiv bekæmpelse, og sådan fik vi styr på det.
Altså bevares, der er stadig rotter, vi er jo på landet, men når man ser nogen, er det som regel fordi de har fået gift og er blevet lidt sløve.
Som for eksempel den forfærdelige dag, hvor jeg gik ind i grisenes værelse (som jo er en stor halm-seng ovre i stalden) for at hente deres madskåle, og jeg pludselig trådte på et eller andet i halmen, der sagde en pivelyd.
Først gik jeg lidt i panik og troede, at det var en kylling, jeg havde lemlæstet, men da jeg så ned og opdagede, at jeg havde trådt på en fuldfed rotte, gik jeg da for alvor i panik. For jeg kunne ikke komme væk uden at skulle hoppe over rotten. Jeg er alligevel for stor til at krybe igennem grisenes udgang, selvom den er udvidet flere gange.
Jeg overlevede – rotten gjorde ikke.
Mus var også et problem jeg fik, som jeg heller aldrig lige havde tænkt så meget over før.
Det startede med en, der kom ind via et rør. Men den havde så haft god tid og besøgt alle mine køkkenskuffer og lagt små lorte-gaver.
Og med sine små bitte musetænder, havde den prøvesmagt på alle mine dejskrabere.
Senere kom en ordentlig flok ind gennem udluftningsristene i soklen, og de havde blandt andet hygget sig med at spise en rulle chokolade, der lå inde i et skab, og i øvrigt sprede hulmursisolering ud over det hele.
Jeg kan ikke dræbe en mus. Der så søde. Også selvom de stinker og er fyldt med sygdomme.
Så da muse-besøgene startede, købte jeg tre fælder af den slags, der ikke dræber mus, men burer dem inde, altså ærøfælder, hedder det vist. Men de var helt nye og virkede overhovedet ikke. Det eneste, der duede, var min mosters oldgamle ærøfælde, der lugtede så fælt af musetis og muselort, at musene åbenbart følte sig meget hjemme, for pludselig kunne jeg fange tre på een gang.
Men hvad så, når de er fanget? For hvis man bare lukker dem ud af døren, så vil de løbe direkte tilbage. Jeg læste, man skal helt op på 800 meter, før de ikke kan finde hjem. Så alle de mus, jeg har fanget, har jeg taget med i min bil, og fragtet dem til den anden ende af øen.
Nogen af dem kun nåede vist nok kun til byen. Benzin er jo ikke billigt. Så jeg beklager, hvis nogen andre herovre har oplevet et stigning i musebestanden…
Livet på Lyø 