Livet på Lyø

På min mors side af familien har vi allesammen en lille fjer på – forstået på den måde, at vi virkelig godt kan lide fjerkræ! 
Jeg er mest til høns, min bror er til duer, og min mor har i mange år avlet moskusænder, og det gør vi stadig. Hun er bare heldig at ænderne bor hos mig, så hun slipper for at de skider over det hele. 
Altså, de er lukket inde i en indhegning, men de har jo desværre vinger, så det er ikke alle, der gider blive der. 
Man kan selvfølgelig stække deres vinger, så de ikke kan flyve, men her foregår det hele naturligt og meget dyrevenligt, så det gør vi naturligvis ikke. 

Vi blander os heller ikke i ællingeproduktionen, det klarer de helt selv. Vi har ikke engang en rugemaskine, hvilket ellers ville være en god ide, når det ret ofte sker, at der ligger et æg eller to tilbage i reden og pipper, mens moderen er skredet med de klækkede ællinger. 
Men så er det jo godt, at man har en ovn, og vi har lavet en god “opskrift” på, hvordan man kan ruge ællinger ud i ovnen. Det et meget simpelt. 30-40 grader, lågen lidt på klem, og så kører det. Og nej, det er aldrig sket, at de er blevet gennemstegt. 
Når de så er kommet ud, ryger de en tur på fyret, og når de er tørre og friske og er blevet nusset rigtig meget, ryger de retur til deres andemor.

• 

• 

• 

 
Det er dejligt at have små gule ællinger og ænder, der har det godt. Men der kommer jo desværre en dag, hvor de må lade livet, for vi har jo ikke lyst til at få 1000 ænder. Og det er jo så omkring juletid, fordi de smager så glimrende på julebordet. 

Hverken min mor eller jeg er de store helte til det med at slagte. Vi er fandme gode til at pille, men at hugge hovedet af en and, er bare ikke muligt. Så vi må tilkalde bødler til dagen.
Vi er gerne en hel flok, når vi slagter, så egentlig er det meget hyggeligt på den lidt bizarre måde.

Som regel er mine brødre med. Og sådan nogen er jo bare irriterende. 
De var for eksempel det famøse år, hvor jeg havde en lille kæleand, der hed Elvis. Og den var meget nem at kende, fordi den havde et skævt næb. Så den skulle naturligvis ikke slagtes! 
Da vi sad og pillede ænder, synes mine brødre så, at det var skidesjovt at sidde og råbe: “Elvis has left the building, Elvis has left the building” hele tiden! 
Det var da osse meget sjovt lige indtil vi var færdige, og jeg gik ud for at rive alle de afhuggede andehoveder sammen. For der, midt på plænen, så jeg Elvis’ lille skæve næb. Og så var det mig, der råbte højt, og de andre tiede sjovt nok HELT stille! 
Så sådan gik det til, at Elvis forlod bygningen og endte på julebordet. 

• 

• 

•