Livet på Lyø

Hvad bliver man egentlig husket for, når man ikke er her mere. 

Det tænker jeg tit over, og hvis jeg stillede træskoene i morgen, ville jeg nok ikke være i tvivl om, hvad. For det jeg primært er kendt for i dette land, er min kærlighed til Dolly Parton. 

Det hele startede med, at Dolly skulle spille i Danmark. Og jeg fandt ud af, at man i Ekstra Bladet kunne vinde et møde med hende. Man skulle “bare” skrive ind og bevise, at man var vild med Dolly. Så jeg fandt alt mit Dolly grej frem: en meget lille pailletkjole, stor blond paryk og en guitar fra min vens Playstation-spil, og så majede jeg mig rigtig ud, og fik mine venner til at tage en masse fjollede billeder og skrev en hjerteskærende tekst om min kærlighed til damen. 

Det tænkte jeg så ikke mere over, indtil jeg så mit Dolly-fjæs på forsiden at Ekstra Bladet med titlen “Anne, den nye Dolly.” 

Jeg vandt selvfølgelig ikke, men næste gang hun så kom til Danmark, fandt jeg ud af, at man kunne vinde et møde gennem hendes fanklub, og det gjorde jeg! Helt uden at blive til grin – men det kom så senere. 

For jeg arbejdede på avisen dengang, og de ville da meget gerne skrive om min tur i Dolly-himlen. Så den skulle have fuld gas, så jeg lejede noget rigtig country-tøj, og smurte tykt på med klichéerne i interviewet. Jeg kom til at sige, at min mor sang Applejack for mig nede ved gadekæret på Lyø og sådan noget fis. Og jeg synes da også hun engang har sunget den for mig, men hun var ikke helt enig! 

Men jeg drog afsted til København i mit strutskørt og alle troede jeg var linedancer. Men jeg mødte også Dolly – i 15 sekunder eller sådan – og alt var godt. 

Men efterfølgende, når man så googler Dolly Parton fan Danmark, så dukker jeg jo op i mit smukke tøj. Og hver gang Dolly så skal til Danmark, eller har en mærkedag, så ringer der journalister, der skal bruge en Dolly-freak. Det har både været Aftenshowet, Jyllandsposten, News og Godmorgen Danmark. Og jeg siger jo næsten aldrig nej, for det er da lidt sjovt. 

Så det er mit ene eftermæle: Dolly Parton tossen fra Lyø.

Det andet har hængt ved mig i mange år, men er først lige kommet frem i lyset. 

Her på Lyø har vi jo allesammen øgenavne efter, hvad vi laver. Det kan være Peter Post, Bent Bobcat, Tommy Topsvejs, Karl Tømrer, Per Bus osv. 

Jeg har flere. For eksempel Anne Smed, fordi min far var smed, og Anne Politik, fordi jeg sidder i byrådet. Men det mindst flatterende er et, man ikke umiddelbart kan relatere til mig. En navn jeg fik i gymnasiet, nemlig Rotterøv. Det er efter en figur i Søs og Kirstens “Kongeriget.” Hun er en meget bleg dame, og sådan ser jeg muligvis ud efter en våd aften i byen. Så det er derfor, at der står rotterøv på mine indlæg og på min instagram. Det brugernavn er sjovt nok aldrig taget.

Jeg havde så besøg af tv-værten Peter Ingemann, da han lavede Ingemann på Fyn og Øerne, og skulle vise ham rundt, og så ville jeg jo fortælle, at vi havde øgenavne, da det er meget hyggeligt, og sådan kom Rotterøven så for alvor frem i lyset. 

Men hvad pokker, jeg har jo bare sådan et almindeligt navn, så når der lige kommer lidt rotte indover, så er det jo meget nemmere at skille sig lidt ud! 

Jeg har lige slået det op – næsten 700 hedder Anne Jørgensen. Og hvor mange hedder Rotterøv: NUL!