Livet på Lyø

Hvad er grunden til at vi bo på en ø, er der mange der spørger. Og, tja, hvad er grunden til ikke at gøre det, kan man jo også sige. 

Nu er jeg selvfølgelig født og opvokset her på Lyø, så jeg har jo et helt særligt kærlighedsforhold til det her sted. 

Grunden til, at jeg flyttede tilbage for snart seks år siden, var primært for at være tættere på min familie og være herovre, mens der stadig var et levende samfund, for gennemsnitsalderen er høj og man ved jo aldrig, hvad der sker. 

Den største mentale barriere for at flytte til en ø er jo nok færgen. Der er ingen anden vej: skal du frem og tilbage, skal du sejle. Når man er vant til det, er det ikke så slemt, men for folk udefra, kan det være grænseoverskridende ikke selv at kunne bestemme, hvornår man vil ud og hjem. 

Men ja, færgen gør nogen ting mere bøvlede. 

Den sejler første gang fra Lyø 6.30 om morgenen og så cirka hver anden time dagen igennem. Men den sidste afgang fra Faaborg er klokken 18. Så det med lige at smutte på restaurant, i biografen eller til aftenmøde, det er ikke så let. Det skal i hvert fald planlægges, og så skal man finde et sted at overnatte eller en hjemmefra, der gider hente med sin båd.

Det positive ved færgen er, at det er en fantastisk tranportform. Der er altid nogen at snakke med eller lege med, og man kan jo gøre, hvad man har lyst til: arbejde, sove, se fjernsyn, drikke kaffe, spise eller bare nyde udsigten. 

Færgen er jo også det, der gør det værdifuldt at bo på en ø, for færgen bidrager til tryghed. Der kan ikke bare lige komme nogen mystiske mennesker forbi og stikke af igen.

Så det er helt sikkert et af de største argumenter for ølivet – trygheden. Vi låser jo nærmest aldrig vores døre om vinteren. Og hvis vi gør, så er det bare for at vise, vi ikke er hjemme, og så sidder nøglen som regel stadig i døren. 

En anden mega vigtig ting er nærheden. Vi kender også hinanden utrolig godt. De fleste herovre, har jeg jo kendt hele mit liv. Det er som en stor familie. Og jovist elsker vi ikke hinanden allesammen, men vi holder øje med hinanden. Vi kender hinandens rutiner, og passer på hinanden. Og jeg garanterer, at man ikke kan gøre noget, uden alle ved det. Faktisk skulle man tro, at alle var journalister! 

Jeg har boet i byer i mange år, og der vidste jeg faktisk ikke, hvem der boede i lejligheden ved siden af. Det var mærkeligt. 

Min dreng, Rasmus på 3, ved også hvem alle er og har lært, at man skal hilse på alle man møder. Det er lidt sjovt, når vi så er i Faaborg og han siger “hej, jeg hedder Rasmus” til alle han møder. 

En tredje vigtig ting er skønheden. Her er bare så flot. Byen ligner næsten et lille museum og naturen er som en mindre nationalpark.

Når jeg står op om morgenen, alt for tidligt, så starter dagen bare meget bedre, når man lige kigger ud på markerne og ser en flok rådyr og et par harer springe rundt. 

Til sidst skal man da også lige nævne de helt lavpraktiske, men fantastiske ting ved at bo på Lyø. Og det er for eksempel alle vores gode gamle traditioner, og klokken 5-møder ved købmanden, kan vel også kaldes en tradition. Her mødes man lige omkring klokken 17 og får en øl eller to og vender verdenssituationen. Det er så hyggeligt!  

Og sidst, men ikke mindst, så er der festerne, selvom vi næsten ikke kan huske dem, her i corona-tiden. De er SÅ gode. Ikke så vilde som i gamle dage, hvor man smed hinanden i gadekæret og hentede jagtgeværer, men bare virkelig sjove med fadøl og Himmelhunden og overdans. Men det kan vi gemme til et senere indlæg.